Artikel fra Svejsning 5 2020: 3D Print - Nu er der hjælp at hente i standarderne

b_400_200_16777215_00___images_artikelbilleder_3d-sv-5-2020.jpg

Nu er der hjælp at hente i standarderne

Af Michel Honoré, M.Sc.E. Specialist, FORCE Technology

Additive Manufacturing og 3D-print har længe været genstand for Industri 4.0-hype, og åbner da også for helt nye måder at arbejde med materialer på, men kvalitetssikring af de nye produktionsformer har lige så længe svævet i det uvisse. Nu bidrager FORCE Technology til at sætte retningen for de nye standarder inden for området.

3D-print og Additive Manufacturing (AM) er for længe siden vokset fra at være begrænset til små emner i plastik. Nu kan man 3D-printe i alt fra plast og kompositter til metal og beton. Teknologien har på få år fundet vej til bl.a. medicinske implantater, brillestel, nu også hele huse og sågar rumfartsindustrien.

En af fordelene ved AM-teknologien er, at produkter kan tænkes fri af nogle af de begrænsninger, som ellers er til stede ved traditionel fremstilling. En anden fordel er, at man lynhurtigt kan producere prototyper og indarbejde funktionelle detaljer indvendigt i strukturen. Dertil kommer at man kan opnå meget store tidsmæssige besparelser.

Standardisering er det næste naturlige step

FORCE Technology har stærke kompetencer inden for additive manufacturing og mere end 20 års erfaring med specielt laser-baseret AM-teknologi. Det gør, at vi ivrigt følger med i trends på markedet og holder øje med, hvor teknologien bevæger sig hen. Vi understøtter industrien ved at opbygge viden på AM-området, så vi kan fungere som facilitator for virksomhederne, når de oplever udfordringer med implementering af de nye 3D-print-teknologier. Derfor er det naturligt for os at sidde med ved bordet, når markedet begynder at bevæge sig i retning af standardisering.

3D-printede emner opfører sig anderledes

Additive manufacturing adskiller sig fra traditionelle produktionsmetoder, ved at teknologien opbygger emnerne lag for lag. Det følger heraf, at printede komponenter kan have udfordringer med porøsitet, indlejrede partikler og delaminering. Som en konsekvens er det naturligt at indføre en form for kvalitetstjek af det færdige produkt, så produktets ”fitness for purpose” sikres. Oftest er det noget så simpelt som de geometriske tolerancer, der ikke pr. automatik er som oprindeligt tænkt eller tegnet i CAD-modellen. Så hvordan holder man styr på emnernes kvalitet?

En finger på pulsen på de nye standarder

I øjeblikket arbejdes der på internationalt plan ihærdigt på standardisering af 3D-print og AM-området: 17 standarder er allerede udgivet, og 30 nye er på vej.

De nye standarder stiller kvalitetskrav både til slutkomponenten, til 3D-printmaskinerne, og til de folk, der betjener maskinerne. For 3D-print er behovet for et standardiseringsfundament dybest set det samme, som det er for traditionel fremstilling. Men da metoderne er væsensforskellige, må standarderne for 3D-print og AM opbygges fra bunden, så de inkluderer alt vedrørende udstyr, uddannelse, testmetoder, træning og HSE. I Dansk Standards standardiseringsudvalg S-858 har man en finger på pulsen, og holder øje med udviklingen inden for de mange standarder på området. Både de etablerede og de, som er på vej. Vi sidder med i udvalget og har mulighed for ikke blot at følge udviklingen af standarderne, men også for at præge den. Vi er aktivt involverede i standardiseringsarbejdet, og hjemtager vigtig viden indenfor teknologifeltet, så vi kan holde os ajour på området, samt bistå og vejlede industrien, når talen falder på 3D-print og Additive Manufacturing.

Status for AM-standarderne

  • Der er i dag udgivet 17 ISO-standarder for Additive Manufacturing, og yderligere 6 forventes udgivet i 2020. De fleste af standarderne er også udgivet som europæiske standarder.
  • Derudover er der 30 standarder, der er under udarbejdelse, og ca. 18 standarder, som er på et tidligt stadie - et såkaldt Preliminary Work Item (PWI), hvor arbejdet ikke er gået i gang endnu.

Webside produceret af Hjortlund Medier